Forord

Da jeg tirsdag den 25. maj 1999 gik gennem porten til Statsfængslet ved Horserød, vidste jeg, at mit liv ville forandre sig for altid. Det gjorde det også. Alt blev forandret - men på en helt anden måde end jeg havde forestillet mig.

Jeg havde en forventning om, at når jeg nu var dømt for at gøre noget, der var forkert, skulle jeg afsone, og derved lære, hvordan man begår sig i samfundet. Så jeg ikke igen havnede i den situation, at jeg skulle i fængsel.

Det var bare ikke dét, jeg fik med mig hjem fra afsoningen. Istedet ved jeg nu en masse om, hvordan man begår sig som kriminel, og hvordan man tværer de svageste i samfundet helt ud.

Inger ved hegnet

Heldigvis lærte jeg også en del om medmenneskelighed. Men det var mine medfanger, der stod for den lærdom. Ikke personalet, fængslet eller systemet, som ellers er der for det samme.

Dét er piger med et usselt liv, og som ikke har overskud i deres hverdag til at råbe op om de uretfærdigheder, de må finde sig i, kvinder, der er vant til at blive trampet på. Disse piger - mine medfanger - der er årsagen til, at jeg har skrevet denne bog.

I disse år er Kriminalforsorgen under et voldsomt pres med stærkt stigende ventelister, nedslidte bygninger og et dårligt arbejdsmiljø for de ansatte. Den situation gør ikke problematikken mindre aktuel. Mildest talt.

Jeg håber, bogen åbner øjnene for nogen. At bare ét enkelt menneske vil forsøge at forbedre forholdene i de danske fængsler. Så har min afsoning ikke været forgæves.

Til de piger, der fik så stor betydning for min afsoning, vil jeg sige tak. Mindet om jer vil altid være gemt i mit hjerte.

Inger Olsen
ingerolsen@worldonline.dk